Om mig

Jeg hedder Helle Marckstrøm og har hele mit liv været bosiddende i Frederikshavn. Den lokale tilknytning betyder meget for mig, og jeg holder meget af den natur, vi er omgivet af, med både skov og vand tæt på. Begge steder besøger jeg flittigt, oftest i selskab med min hund Lucky.

Jeg nyder samværet med mine venner og ikke mindst med min familie, der tæller mand og 3 voksne børn.

Som farmakonom og sygeplejerske har jeg gennem hele mit arbejdsliv mødt mennesker i mange forskellige situationer - og ofte på tidspunkter i livet, som har været svære, og hvor de har haft brug for hjælp. 

Det vigtigste for mig har altid været kontakten til andre mennesker. Både privat og arbejdsmæssigt er vi gennem hele vores liv i kontakt med andre mennesker - både på godt og ondt. Betydningen af de relationer, som skabes mellem mennesker, og den påvirkning vi indbyrdes har på hinanden, har altid interesseret mig meget, og den interesse var også springbrættet til, at jeg uddannede mig til psykoterapeut. 

Jeg har gennemført det 4-årige forløb på Psykoterapeutisk Institut i Århus, og blev færdiguddannet som examineret psykoterapeut ultimo november 2019. 

Jeg holder meget af at bevæge mig, og jeg har personligt erfaret, hvor vigtigt det er at bruge kroppen i forhold til den mentale sundhed. Det har blandt andet medført at jeg gennem 10 år har undervist i bevægelse. 

Fra 2018 har jeg været tilknyttet "Barnets Blå Hus" i Frederikshavn - først som frivillig, og siden som ansat terapeut. Gennem mit arbejde har jeg opnået en solid erfaring med misbrugsproblematikker - herunder de konsekvenser et misbrug har for barndom, opvækst og senere gennem voksenlivet.  

I perioden 2020-2023 har jeg været frivillig hos Kvisten. En organisation, som tilbyder terapi til voksne, der i barndommen har været udsat for seksuelle krænkelser eller misbrug.

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, og er underlagt deres etiske regler. Dette indebærer desuden, at jeg løbende modtager supervision.